Blandt de første hvide mennesker, som slog sig ned på Grønland var der den norske Erik den røde.
Han var dømt fredløs i både Norge og på Island fordi han havde dræbt en person.
Så rejste han vestpå væk fra Norge og Island og kom til Grønland i år 982 .
Efter tre år rejste han tilbage til Island og der samlede han 25 godt lastet skibe og ca.700 personer som ville bo i det nye land med det spændene navn Grønland.
Det navn havde Erik den Røde givet det nye land.

 
Erik den Røde kommer til Grønland med en masse dyr.

De delte sig i to grupper og den ene gruppe tog til vesterbygden som ligger tæt ved Nuuk og den anden tog til østerbygden der ligger ved det der hedder Qaqortoq men de boede ikke i landsbyer.
De fleste boede tæt ved østerbygden eller vesterbygden men nogle få boede meget ensomt den lange mørke vinter og havde ikke kontakt med nogen.
Fordi de boede langt væk fra andre.
Nordboerne havde både køer, får, geder og svin.

Dyrenes skind blev brugt til læder og pelsværk og ulden til varmt tøj.
Kødet blev spist og mælken blev kærnet til smør og ost i store mængder og resten af mælken drak de.
Der levede også mange sæler og rensdyr, harer og fugle.
Fisk dem var der også nok af så de sultede ikke.
Brød og øl fik de ikke, alt korn skulle købes i andre lande ligesom krydderier og meget andet luksus.

En ko som Erik den Røde havde med.

Træ og jern kunne man heller ikke få fordi de træer der gror på Grønland bliver ikke ret store det træ der var kunne man kun bruge til at lave skeer af og andre små ting. Redskaber, våben og værktøj skulle laves af jern og det havde de ikke men der var brug for det.

Jern slides pilespidser skyder man væk og ting kunne gå i stykker så de ikke kunne lave igen.
Ordentlige skibe kunne man ikke bygge heller ikke laves uden jernsøm som der skulle holde træet sammen.
Vi ved at de manglede jern så der for var man nød til at lave det ud af ben i stedet for det som man kunne lave ud af ben.
For det var ikke alt man kunne lave.

Et får som Erik den Røde havde med.

Der var jern i jorden på Grønland men det kunne nordboerne ikke bruge for der skal nemlig meget varme til at smelte det og så skulle der altså også meget træ til.
Men det havde man ikke så man kunne altså ikke få jern.

Der levede nordboerne i ca. de følgende 500 år. På det tidspunkt var der ca. 5.000 af dem.
1350 sendte nordboerne i Østerbygden, der lå ved det der hedder Qaqortoq nu en ekspedition til Vesterbygden (Godthåbsfjorden ) , for det var langt tid siden man havde hørt noget derfra.
Ekspeditionen fandt ikke nogen nordiske fæller da de nåede Vesterbygden.
Selv om Østerbygden fortsat eksisterede, mistede man helt kontakten i Europa fra omkring 1400 med nordboerne.

Omkring 1500 forsøgte den danske konge at genskabe kontakten igen.
Skibe nåede da også frem, men kunne ikke nå i land på grund af is i fjorden.
Senere omkring 1540, kom et islandsk skib til Østerbygden.
Besætningen fandt nu ingen nordboere.
Hvor var nordboerne blevet af?
Måske var de blevet blandet op med eskimoerne.
Nordboerne kom ikke til at påvirke eskimoerne meget.
Eskimoernes kultur passede bedre til vilkårene i det kolde land, og nordboerne måtte bukke under.

En gris som Erik den Røde havde med.