Grønlandssæl
Grønlandssælen kaldes også for sortside. Ungerne som fødes ved New Foundland er helt hvide og er endnu aldrig set på Grønland. Det er altså kun voksne og unge grønlandssæler som opholder sig ved Grønland. Føden består for det meste af fisk som polartorsk og angmassetter og af krebsdyr, som fx rejer. Grønlandssælen kan dykke ned til 250m ned på bunden af havet. Når sælen lige er forladt fra sin mor så begynder den at spise små dyr som fx. Rejer. Sælen finder andre sæler ved at bruge sin lugtesans. Sælen kan blive helt op til 25-30 menneske år men de fleste bliver 15-20 år. Sæler elsker at lægge på en sten i solen. Hvis man fløjter så kikker der mindst en sæl op fordi de er nysgerrig og fordi de har en god hørelse. Grønlandssælen er den mest normale sæl på Grønland og en af de mest kendte dyr på Grønland.

Hvalrossen

Hvalrossen er et pattedyr og en af de arter, som Siriusekspeditionens deltagere kan være heldige at se langs nogle af de områder, de passerer. Hvalrossen, som er et medlem af sælfamilien, lever i Polarhavets randzone. Den træffes i småflokke i det nordvestlige og nordøstlige Grønland.
Hvalrossen lever næsten kun af muslinger, som den finder i den bløde havbund langs kystområderne. Begge køn har stødtænder. Hos den voksne han er de meget store, hos hunnen er de af middelstørrelse, og de unge dyr har små stødtænder. Dens syn er dårligt, men høre- og lugtesans er veludviklede.
Som alle andre havpattedyr er hvalrossen en fremragende svømmer. Hunnen føder i maj-juni. Parring foregår mellem februar og april.

 Ringsæl
Ringsælen er en af de mest normale sælarter. Den bliver mindst 130 til 190 cm lang når den er voksen, og den vejer op til 100 kg. Dens føde består for det meste af krebsdyr og fisk. Efter 5 år føder hunsælen en unge hvert år i perioden marts til april. Når sælungen er to måneder, må den klare sig selv. Dens værste fjende er isbjørnen, enten fanger den sælen ved åndehullet i isen eller i sælhiet under sneen. Ringsælen er i øvrigt i stand til at friholde sit åndehul i op til 2 meter tyk is.

Narhval
Narhvalen er knyttet. Den findes næsten kun langs den vestlige del af kysten, men træffes dog også jævnligt på den østlige side af Grønland. Narhvalen er i nær famille med hvidhvalen. Den er dog ikke hvid, men er mørk spættet over ryggen og kun hvid under bugen. Både hannen og hunnen har to fortænder. Men hos hannen bryder den venstre fortand ud gennem overlæben og bliver til en flot venstre-snoet stødtand. Når man i gamle dage fik fat på en sådan narhvaletand, troede man, at den stammede fra en enhjørning. Hannerne bruger tanden til at fægte med, men ellers ved man ikke ret meget om, hvad hvalen ellers bruger tanden til. Den største tand man kender er 2,73 m lang med en vægt på over 5,5 kg. Hannen er 4-4,5 m lang og hunnen lidt mindre 3,5-4 m.

Remmesæl
Remmesælen kaldes også for kobbersæl. Det første navn har den fået, fordi man laver remme af dens skind, det andet er på grund af skindets farve. Remmesælen er lidt af en enspænder, og man ser den næsten aldrig sammen med andre remmesæler. Den færdes både langs kysten og i drivisen. Den spiser meget varieret: store konksnegle, søpølser, slangestjerner, orme, rejer og andre krebsdyr , blæksprutter, ålebrosmer, ulke og andre fisk. Desuden tager den på større dybder også polartorsk.

Den er den største af sælerne med en vægt på op til 300 kg og en længde på 2-3 m. Hunnen er kønsmoden i 6-7 års alderen og føder en unge hvert andet år i perioden fra marts til juni. Dens eneste og værste fjende er isbjørnen.