|
Tasiilaq den 8. august
2000
Ungerne sover, altså Sarah og
Mikkel. Det er ikke helt fair at både Bettina og jeg skal op og på
arbejde og de blot kan sove videre. De er begge heldige, skolen holder en
ekstra uges sommerferie. På skolen er der totalt kaos. Rod og støv
overalt er resultatet af et nyt skolebyggeri til kr. 40 millioner. Vi
stakkels lærere skal desværre på arbejde alligevel - vi skal rydde op!?
Udenfor regner det en smule og
hundene på engen har været vågen hele natten - sådan da! Og når jeg
siger hundene, så taler jeg om de godt 200 slædehunde der står lænket
på engen og venter på kulden, sneen og slædesæsonen. I nat har Bent's
tæve været løs - hun er i løbetid og samtlige 180 hanhunde har hylet i
en samlet koncert. Slædehunde kan ikke gø - men kun hyle. Nogle siger,
at det er fordi de er 1/10 ulv - jeg ved ikke rigtig.
Min kære kone Bettina er ved at
være træt - det bliver man åbenbart når der kun er godt 5 uger til at
man skal føde. Vi glæder os faktisk til at skulle have et barn på
Grønland. Her er ingen jordemoder på sygehuset, kun en grønlandsk
fødselshjælper på snart 150 kg der ikke taler meget dansk. Men vi
kender hende - en solid kvinde der selv har født 9 børn og rygtet siger
at hun ved hvad hun gør - det håber vi så.
Alle lærere holder denne uge fri
klokken 12. Og på Grønland betyder det at holde fri, at holde fri!
Bettina og jeg skal hjem at rydde op og have handlet lidt i butikken nu
der er kommet skib. At der er kommet skib er en stor ting i Tasiilaq. Der
er kun det 3' skib i år og der kommer kun 5 skibe til inden at isen
ligger sig tungt for vinteren. Fra november til juli måned kan man ikke
sejle til Tasiilaq, så lever vi af mad fra vores hovedlager.
KNI - hedder vores butik. Faktisk
ligner butikken en gammeldags dansk købmandsbutik. Kun én slags af hver
ting på hylderne, hvis der ellers er noget overhoved. Vi snyder lidt. Vi
køber det meste af vores mad i Danmark - faktisk køber vi hos Salling
på Nytorv i Aalborg. De sender mad én gang om året - masser af mad. Vi
har to frysere med kød og frosne grøntsager. Alle skabe, hjørner - ja,
selv under sengen står der mad. I år har vi sovet på 100 kg Pizza-mel
og 60 dåser bønner. Vores mad til næste sommer kommer med næste skib i
september måned.
Vi ses
Lars
|