Hungersnød på bopladsen


En gang for længe siden var der en boplads, hvor der boede en fattig mand ,han var meget rar. Men der var også en rig fanger, der kun gav mad til de rige og de fattige fik ikke noget ."Skide være med dem" tænkte den rige fanger og spiste og spiste.
En dag blev det for meget for de fattige, så de gik hen til den rige fanger. Men han sagde bare at det var vigtig at de rigeste fik bedst mad. Da blev den rare mand sur. Han sagde at det var slet ikke vigtigt at være rig, men bare at få noget mad. Fangeren sagde at han ville aldrig give mad til de fattige.

Den fattige fanger og hans familie var efterhånden tæt på sultedøden .En dag var de draget ud på isen for at dø. Da de kom der ud mødte de en isbjørn der kunne tale. Den spurgte hvad de lavede. De sagde at de var der ude for at dø. Isbjørnen kiggede på dem, og spurgte hvorfor de ville dø. Manden sagde at det var fordi at den fanger der skulle fange mad kun ville kun give til de rige. Da blev isbjørnen sur.
Næste dag skulle fangeren ud og fange sæler. Da han kom ud på isen så han en isbjørn. Han ville skyde den, men den tog ham i hans sælskindstrøje men jægeren havde allerede ladt sit gevær. Isbjørnen tog geværet og smed det langt væk. Isbjørnen lo "hahahahaha, du er så ond som en lille myg der stikker de fattige. Se på dig selv du lever godt. Tænk på dem der ikke får brød en gang om dagen, hvad hvis det var dig der ikke fik brød, hvordan ville du føle det?"
Isbjørnen stirrede ondt på ham og gik sin vej.
Da fangeren kom hjem gik han straks hen til de fattige og sultne fangere .
Han gik hen til den familie der havde snakket med isbjørnen. Han sagde at nu ville han altid give mad til de fattige .De holdt en kæmpe fest og siden den dag var der altid mad til alle.
Morale: Man skal ikke være så ond som en lille myg der stikker de fattige